Menu


Forside
Billeder fra klinikken
Klinikken tilbyder
Ventetider
Jonathan Leunbach
Kontakt klinikken
Priser for privatpatienter
Sådan finder du frem
Akkreditering
Privatlivspolitik
Patientvejledninger
Vejledning i sterilisation af mand
Udtømning til koloskopi
Fjernelse af knude i hud/underhud
Operation for nedgroet negl
Koloskopi vejledning
Gastroskopi vejledning
Sigmoideoskopi vejledning
Hæmoridebehandling vejledning

Hvad er en sterilisation

 Sterilisation er en af de sikreste former for prævention, vi kender. Beskyttelsen mod graviditet er op mod 100%, uden at hormonbalancen eller lysten til sex forstyrres.

 Indgrebet er som udgangspunkt permanent, og derfor skal du være helt sikker, når du beslutter dig for at blive steriliseret.

Sterilisation påvirker ikke potensen.

Ved sterilisation lukkes vejen for sædcellerne ved at overskære sædstrengene lige over testiklerne. På den måde forhindres sædcellerne i at bevæge sig gennem sædstrengene og blandes med sædvæsken, der kommer fra de to sædblærer og blærehalskirtlen (prostata).

Operationen foregår i lokalbedøvelse, der gives med en tynd kanyle i huden omkring operationsstedet. Inden bedøvelsen gives, mærker lægen efter, hvor sædstrengene er i pungen. Nogle oplever ubehag ved det, ligesom det kan gøre en lille smule ondt, i det øjeblik bedøvelsen gives.

Lokalbedøvelsen virker efter få sekunder, og der opstår en ”sovende” fornemmelse i området. Selvom du er bedøvet, vil du stadig kunne mærke, at lægen rører ved dig.

Lægen laver et lille snit øverst på pungen, og måske kan du mærke nogle trækninger op i lysken under operationen.

De to sædstrenge bliver hver snøret sammen to steder og skåret over mellem sammensnøringerne. Huden lukkes med en selvopløselig tråd.

Lokalbedøvelsen virker 2-4 timer.

Risiko for komplikationer:

I de fleste tilfælde er der ingen fysiske komplikationer efter sterilisationen, men nogle mænd får et eller flere af følgende problemer:

Ømhed og smerte i pungen. Som regel forsvinder disse gener efter nogen tid, men få oplever dog, at ubehaget er vedvarende.

Blodansamling. Hvis du får ondt i pungen, og den bliver rødlig og føles tung, kan der have samlet sig blod i pungen. Du skal da kontakte klinikken eller din egen læge eller vagtlægen. Det kan være nødvendigt at åbne operationssnittet for at fjerne blodansamlingen.

Nogle danner bindevævsknuder, der hvor sædstrengene er skåret over. Disse bindevævsknuder kan være ømme, men normalt ophører generne af sig selv.

Infektion i såret eller i bitestiklerne. Tegn på infektion er rødme, hævelse, varme og eventuel feber. Symptomerne opstår oftest først 3-4 dage efter operationen, og infektionen kan behandles. Manglende sterilitet.

I meget sjældne tilfælde (under 0,5%) kan sædlederne vokse sammen igen, og operationen kan da gøres om.

Kontakt klinikken, egen læge eller vagtlægen, hvis der opstår komplikationer.

Forbered dig :

Hvis du får blodfortyndende medicin skal du kontakte Kirurgisk Klink Horsens 1 uge før operationen for at aftale pause med medicinen.  

Kontakt Klinikken, hvis du er syg i ugen op til operationen, eller hvis du ønsker at aflyse eller ændre din tid

Køb smertestillende håndkøbsmedicin Du skal sørge for at have smertestillende håndkøbsmedicin hjemme til de første 4 dage efter operationen.

Køb derfor Paracetamol tabletter: Pinex, Pamol, Panodil eller Pinemol. Du kan supplere med Ibuprofen tabletter: Ibumetin, Brufen, Burana eller Ipren, hvis du kan tåle dem.

48 timer før operationen skal du fjerne alle hårene på pungen samt hårene ved penisroden. Anvend en elektrisk hårklipper for at undgå sår og rifter.

Arbejder du med levende svin, har fået konstateret MRSA, bor sammen med, eller har nær kontakt med en MRSA-smittet, skal du kontakte egen læge for at blive testet. Hvis dette er tilfældet, skal du kontakte klinikken for at få ændret tiden, til efter du har fået svar på prøven.

På operationsdagen

Spis og drik som du plejer Det er ikke nødvendigt at faste til denne operation, så du må gerne spise og drikke, som du plejer.

Du skal tage den medicin, som du plejer at tage derhjemme om morgenen. Hvis du får blodfortyndende medicin, skal du dog kontakte os 1 uge før operationen.

Tag et grundigt bad hjemmefra

Før du tager hjemmefra, skal du tage smertestillende håndkøbsmedicin: 1gr Paracetamol (2 stk á 500mg). Du må supplere med 400 mg Ibuprofen, hvis du tåler det. Følg anvisningen på pakningerne. Efter operationen skal du blive i klinikken cirka ½ time for at holde dig i ro og derved mindske risikoen for komplikationer.

Du må gerne selv køre hjem efter operationen

Det første døgn efter din operation skal du holde mest muligt i ro. Det mindsker risikoen for blødning og efterfølgende komplikationer.

For at forebygge eller standse blødning og hævelse, kan du lægge en ispakning på i 15 minutter ad gangen 1 gang i timen det første døgn. Læg altid et tyndt håndklæde, eller lignende, mellem ispakning og hud.

Skift plasteret, hvis det bliver gennemblødt eller på anden vis bliver vådt. Du må fjerne plastre og tage brusebad efter et døgn

 

Efter operationen:

Efter det første døgn må du tage plastrene af og tage brusebad. Undgå karbad og svømmehal, indtil trådene er væk og sårene helede. Der kan være ømhed af testiklerne I tiden lige efter operationen kan det spænde lidt i testiklerne, og de kan føles ømme. Det skyldes ændringer i sædproduktionen.

Området lige omkring operationssnittet kan hæve og blive blåt, men det går over i løbet af nogle dage.

Trådene er selvopløselige og forsvinder af sig selv i løbet af et par uger.

Du må hverken have samleje eller onanere de første 10-12 dage efter operationen, da det øger risikoen for blødninger i pungen.

Sygemelding afhænger af dit arbejde For at undgå blødninger i pungen, skal du holde dig fra hårdt fysisk arbejde og løfte maksimum 2 kilo ad gangen 10-12 dage efter operationen.

Har du stillesiddende arbejde, kan du genoptage dette efter 1 døgn.

For at undgå blødninger i pungen må du ikke dyrke styrketræning, løb, cykling eller anden sport de første 10-12 dage efter operationen.

Efter 4 måneder, og minimum 40 sædudtømninger, skal du have undersøgt en sædprøve. Prøven viser, om der stadig er sædceller i sædvæsken.

Du får udleveret konvolut og vejledning på operationsdagen.Du skal selv købe et sædprøveglas på apoteket.

 Det er vigtigt for dig selv, at du får lavet undersøgelsen, da operationen i sjældne tilfælde ikke fører til sterilitet.

Svaret på sædprøven kommer til dig skriftligt per e-mail.

Du bør bruge anden prævention, indtil en sædprøve viser, at der ikke længere er sædceller i sædvæsken

  Kirurgisk Klinik Horsens, Nørregade 1, 1. sal, 8700 Horsens